Telefon:  71 74 76 56
Forside Den mest irriterende ringetone

Nogle kan høre en højfrekvent summen. Andre beskriver det som en ringen, brølen, hvæsen, pippen, susen eller prusten. Det kan være højt eller lavt, enkelt- eller flerstemmigt, en sporadisk irritation eller konstant støj.

Tinnitus – hvis latinske stamme betyder “at ringle” – er defineret som opfattelse af lyd, når der ingen ekstern kilde er. Det kommer som regel i selskab med høretab og selvom ingen ved præcis hvad det skyldes, mener mange eksperter at når man mister evnen til at høre bestemte frekvenser, fylder hjernen stilheden med en forestillet eller husket lyd, som en slags fantomsmerte.

“De auditive centre higer efter input,” siger Rebecca Price, audiolog og tinnitusbehandler ved Duke University Health Systems i Durham, North Carolina.

Omkring 50 millioner amerikanere oplever tinnitus. I følge en undersøgelse fra det amerikanske Center for Disease Control and Prevention, havde 16 millioner af dem ofte tinnitus i det foregående år. Omkring to millioner er så forstyrret af det, at det påvirker arbejde, søvn, koncentration og familierelationer.

Antallet af tilfælde stiger i disse dage, i takt med at befolkningen bliver ældre og personlige musikafspillere der er skruet helt op. “Nu har vi 12-årige der klager over tinnitus. Det har vi aldrig oplevet før,” siger Jennifer Born, talskvinde for American Tinnitus Association.

Tinnitus er også den mest udbredte lidelse blandt krigsveteraner fra Afghanistan og Irak.

Selvom mange har fået at vide, at deres tinnitus ikke kan kureres, kommer der stadigt flere behandlingsmuligheder. Nye undersøgelser af hjernen kaster også nyt lys over hjernens forbindelser og viser, at hos nogle er der usædvanlige forbindelser mellem de områder der står for koncentration, følelser og udføringsevne.

“Vi har altid undret os over hvorfor nogle synes at tinnitus er så forstyrrende. Nu kan vi se det,” siger Jay Piccirillo, otolog ved Washington University i St. Louis, som undersøger en ny behandling for tinnitus der retter magnetiske impulser mod patientens hjerne for at omdirigere de unormale forbindelser.

Det første skridt i behandlingen af tinnitus, er som regel at fastslå om patienten har et høretab og i så fald, hvad der har forårsaget det: spektret går fra ørevoks til infektioner, ulykker, alder, medicinske bivirkninger og støj.

“I næsten halvdelen af tilfældene hvor vi kan reducere høretabet, kan vi også reducere tinnitussen, eller i hvert fald gøre det så patienten ikke er generet af den,” siger Sujana Chandrasekhar, otolog i New York og formand for American Academy of Otolaryngology-Head and Neck Surgery.

Kirurgi kan hjælpe i nogle tilfælde. Frank Scalera, en 42-årig rørlægger fra New York, har haft tinnitus siden han som 15-årig fik ødelagt en trommehinde af fyrværkeri. Ti operationer har genskabt hans hørelse og reduceret hans tinnitus, som han har haft i over 30 år.

Omkring 40% af personer med tinnitus finder lise med et høreapparat der genskaber de tabte frekvenser. Men nogle lider også af hyperakusis, lydoverfølsomhed, og der kan et høreapparat være ubehageligt.

En række behandlinger indebærer terapi – beroligende eksterne lyde der drukner den indre ringetone. Nogle finder behag i at tænde for en blæser, en rumfugter, en maskine der  lyder som bølger eller vandfald, eller endda en radio der står på hvid støj, kan hjælpe om natten hvor tinnitussen ofte er mest dominerende og forstyrrer søvnen.

Mange høreapparater har også en indbygget bløde “shhhhsssing” lyde der maskerer tinnitus og hjælper med afslapning. Som med andre høreapparater er de sjældent dækket af forsikringen og kan koste op til 2.500 dollars eller mere pr. øre.

En anden mulighed er Oasis fra Neuromonics Inc., som ligner en MP3-afspiller men spiller barok- og new agemusik, som er skræddersyet til at stimulere de tabte frekvenser i hørelsen og maskere tinnitussen. Brugere lytter til programmet to timer om dagen i to måneder, hvorefter maskeringen fjernes i yderligere fire måneder og på denne måde lærer hjernen gradvist at filtrere den indre støj fra, ifølge producenten.

“Du bliver vænnet til at høre musikken og så udfylder hjernen resten med lyd der ikke er irriterende,” forklarer Michael Gillespie, professor i samfundsvidenskab ved Duke University, som efter en øreinfektion fik tinnitus og er blevet hjulpet af Oasis.

Price siger at hun har brugt Neuromonics behandling på 30 patienter og 90% oplevede en formindskning i deres opmærksomhed på tinnitussen, svarende til producentens data. Godkendt af den amerikanske levnedsmiddelstyrelse Food and Drug Administration i 2005, har Neuromonics opfindelse nået 4500 brugere i USA, Australien, New Zealand og Singapore. Prisen er omkring 4.500 dollars og er sjældent tilskudsberettiget.

For nogle patienter er det ikke så meget lyden der generer, men mere angsten der følger med. Forskere har længe teoretiseret – og nu set på hjerneskanninger – at lymfesystemet, hjernens primitive kæmp-eller-flygt respons, er meget aktivt hos nogle personer med tinnitus. Patienterne har generaliseret angst, depression og nogle få suicidale; men det er ikke til at vide hvad der kom først.

Nogle patienter har oplevet at antidepressiv- og angstdæmpende medicin har afhjulpet deres tinnitus. Mange har også oplevet at deres tinnitus bliver værre ved stress, så yoga, akupunktur, dybe vejrtrækninger eller motion kan også hjælpe.

Gingko, zink, magnesium og andre kosttilskud og håndkøbsprodukter bliver solgt som tinnituslindrende, men få af dem. “Der er mange mennesker derude som prøver at profitere på tinnituspatienternes desperation,” siger Born.

Den nye magnetiske impuls behandling, Transcranial Magnetic Stimulation (TMS), forsøger at bryde tinnituscirklen på en anderledes måde. Først bliver hjernen skannet for at finde egnede kandidater. Hos personer med voldsom tinnitus, “lægger vi mærke til at forbindelsen mellem de områder i hjernen der står for hørelse og koncentration er unormal,” siger Piccirillo. En magnetisk spole placeres over hørecentret udvendigt på hovedet og sender impulser gennem kraniet for at afbryde fejlkommunikationerne. Piccirillo sammenligner det med at ryste en tegneplade for at slette et gammelt billede. “Vi mener, at hvis hjernen får chancen, så vil den reetablere de normale forbindelser,” siger han.

TMS har været brugt i mange år for at hjælpe personer med svær depression og nogle af dem fortalte at deres tinnitus forsvandt af det. For patienter føles det som en mild banken på hovedet og har ingen skadelige virkninger.

En af de mest effektive behandlinger er kognitiv adfærdsterapi, som fokuserer på patientens følelsesmæssige reaktion på tinnitus, ikke selve lyden. “Målet er at få din tinnitus til at være ligesom dine sokker og sko – du har dem på, men du fokuserer ikke aktivt på dem,” siger Chandrasekhar.

Michelle Pearce, psykolog ved Duke University Medical Center, siger at hun altid begynder med at få patienterne til at identificere de negative tanker de har omkring tinnitussen. “Nogle patienter siger ting som, “Mit liv er slut”. Jeg havde en patient der overbevist om at ingen ville gifte sig med hende på grund af hendes tinnitus,” siger Pearce. “Vores samarbejde gik ud på at få hende til at indse at hendes liv ikke drejede sig omkring hendes tinnitus; det var blot en del af hendes liv.”

Nogle patienter siger, at lære at ignorere lyden i deres hoved, er det mest effektive.

“Det er som at bo tæt på en lufthavn. Efter du har boet der et stykke tid, lægger du ikke længere mærke til flyene,” siger Mark Church, som har prøvet adskillelige behandlinger for tinnitus de sidste 11 år. Hans yndlingssted er brusebadet, hvor han ikke kan høre tinnitussen overhovedet.